KIM:
Kullets kronede mester
Der findes prøvede smagsløg, og så findes der virkelig prøvede smagsløg – og derimellem er Kim Schulz’. Chili er hans helt store passion, så på landsholdet går han i spidsen, når retterne skal have mere end et strejf af chili. Og så er han kulmand helt ud over grilltængerne. Find her ud af, hvad chilifreaken drømmer om til grillen, og hvordan grillerierne blandt andet gjorde Kimusan royalist for lidt mere end en dag.
Hvornår og hvorfor blev du inkarneret grill-entusiast?
- Jeg har altid været madnørd, og da jeg så flyttede i hus sammen med min kone, så syntes vi, at vi skulle have en grill. Så vi købte sådan en tarvelig billig kuglegrill – det gik meget godt, bortset fra at den rustede efter en halv sæson på terrassen. Så konen forærede mig en One-Touch Gold i fødselsdagsgave – og det var dét! Det er dét med at stå ude – det med at urinstinktet bliver vækket i dig.
Hvilken grill-klassiker er din yndlings-ret?
- Spareribs – fordi det er sådan et simpelt, banalt stykke kød, der bliver supermørt og giver anledning til at eksperimentere med røg og bbq-saucer – og det kan jeg jo super godt lide.
Hvornår har du kikset på grillen?
- Det var til den første landsholdsudtagelse til holdet i 2010. Jeg havde problemer med at holde varmen i grillen, så kødet var ikke gennemstegt. Overhovedet. Og dét smittede af på resten af det, jeg havde lavet, så der var ikke noget, der blev rigtig godt.
Den bedste grilloplevelse, du har haft?
- Memphis in May 2009 – hele grillfornemmelsen omkring dét arrangement står selvfølgelig højt på listen. Og så noget så ”banalt” som at grille for kongehuset. Jeg er antiroyalist, men jeg blev total royalist i de dage op til, at vi skulle grille for dem. Det var fuldstændig vildt – når konger og dronninger giver hånd og siger tak for mad! Derudover var det også noget helt særligt i 2012, da vi vandt en 3. plads for vores kylling!
Hvis du var en Weber-grill, hvilken model var du så?
- Det må helt klart være en CharQ – den har det lækre ydre og det gode indre. Det er jo en kulgrill designet som en gasgrill.
Hvilken grill-gadget står øverst på ønskesedlen?
- Jeg har ikke det store gadget-ræs, men skal det være, så må det være et digitalt stegetermometer med to målere, så man kan måle grilltemperatur og kødtemperatur på samme tid.
Hvis jeg siger "grillnørd" – hvad siger du så?
- WeberAnders – do I need to say more? |

|
Navn: Kim Schulz
Nick: Kimusan
Født: 8. august 1980
Privat: Bor i Gug ved Aalborg sammen med sin kone Line.
Job: Software-ingeniør
Grillkarriere: Har grillet siden 1999, men kom på Det Danske Grill Landshold ved udtagelsen i 2008. I 2011 holdt han en pause, men kom så tilbage året efter og har været med siden
Speciale: De første par år havde han ansvaret for hotwings, spareribs og pulled pork ved VM.
I 2012 stod han for at sikre en 3. plads for holdets kylling. Desuden stod han for brisket ved Jack D-konkurrencen samme år.
Nu har han ansvaret for brisket ved VM.
Udover landsholdet er han også formand for WBQA Danmark, der arrangererer DM i Grill.
|
|